VEDLIGEHOLDELSESGUIDE

På denne side giver vi jer et overblik over, hvordan I kan vælge at vedligeholde jeres nye bord fra Eberhart Furniture.

Vores guide er inddelt i følgende sektioner:​

Vedligeholdelse af betonborde

Hvad gør vi, hvis der kommer en plet på vores betonbord?

Vedligehold af trædele

Men før I skal vedligeholde bordet skal I lige have det i hænde først. Læs om levering.

 

VEDLIGEHOLDELSE AF JERES BETONBORD

Har I købt et bord med bordplade i beton anbefaler vi følgende:

Jeres bordplade er pre-imprægneret med et nano-cover fra produktionen. Vi anvender denne imprægnering.

Via linket kan I købe produktet og også læse nærmere herom.

I kan vælge at tage bordet i brug og efter forgodtbefindende supplere vores imprægnering ved selv at give bordet en omgang nu og da. Følg anvisningen på produktet.

 

Med vores grund-imprægnering er det vigtigt at understrege, at bordet fortsat ville kunne tage imod syre, fedt, rødvin etc etc, men I ville kunne nå at reagere, hvis uheldet er ude. 

Som yderligere pleje og vedligehold af jeres bordplade anbefaler vi at supplere imprægneringen med en transparent voks. 

Den voks vi anbefaler er terpentin-baseret og hærder hård op. I kan finde voksen her. Følg anvisningen på bøtten. 

Voksen giver bordpladen en behagelig, blød og meget afvisende overflade.

I kan med fordel give bordet en let voksbehandling på månedsbasis, men vurder selv i takt med, at bordet tages i brug. 

I det daglige rengøres betonbordpladen med en fugtig klud​

En lille notits omkring vores sortindfarvede beton:​

Vi kalder vores mørke betonplader for "sorte" eller "sortindfarvet". Selve farven kan dog objektivt set diskuteres,

men det er denne betegnelse der kommer farven nærmest.

Farven er mørkere end mørke grå og mere i retning af antracit og sort. Vi kalder den sort.

 

 

HVAD GØR VI, HVIS DER KOMMER EN PLET PÅ VORES BETONBORD?

Beton er et byggemateriale, der indeholder naturlige elementer, som kalk, grus og vand. Selvom I behandler jeres bord efter ovenstående devise kan vi ikke garantere, at det er 100% afvisende overfor syre, kaffe, rødvin og fedt. Med ovenstående behandlingsprocedure er I godt dækket ind imod pletter, men skulle uheldet opstå og rødvinsflasken eller kaffekoppen har stået natten over på jeres bord og efterladt en plet eller ring, er alt håb naturligvis ikke ude.

Vi synes personligt, at betonpladerne skal have lov at leve deres liv og modtage tidens tand. Vi har mange kunder, der slet og ret frasiger sig, at vi grundbehandler deres bord fordi de ønsker et råt udtryk over tid, men får I en plet I ikke kan leve med anbefaler vi følgende:

Tippet her udføres helt på eget ansvar og gælder både for vores lyse og mørke betonplader.

Hæld lidt vand på pletten og tá nu et stykke slibepapir eller en slibesvamp med højt korntal (minimum 400) og masser pletten/ringen i cirkulære bevægelser ganske ganske let med slibepapiret i vandet indtil I fornemmer, at ringen/pletten forsvinder. Tør vandet væk undervejs og vurder om pletten skal have en tur til med slibepapiret. 

Gentag nu lokalt nano/olie/voks behandlingen beskrevet i afsnittene herover, som relaterer sig til den farve betonplade I har.

I kan også at udføre denne vandslibning på hele pladen, hvis I synes bordet trænger til en generel opfriskning. Gentag derpå nano/olie/voks behandlingen.

Hvis I er usikre på proceduren her er I naturligvis også velkomne til at kontakte os enten pr. telefon eller email. 

Så løber vi meget gerne eventuelle plet-problematikker igennem med jer. 

 

VEDLIGEHOLDELSE AF JERES TRÆDELE

Hos Eberhart Furniture anvender vi massiv eg til fremstillingen af vores bordben og tillægsplader.

Som alternativ til vores betonbordplader tilbyder vi også bordplader i massiv eg.

Dette afsnit omhandler vores anbefaling til, hvordan I vedligeholder jeres trædele.

Vi leverer trædele i hhv. sortolieret eg, hvidolieret eg eller behandlet eg.

 

Hvid- & Sortolieret eg

Til indfarvning af vores egetræ anvender vi terpentinbaserede olier fra Junckers, som I kan finde her. I kan finde mere info om olien via linket, hvor I også kan blive guidet til nærmeste forhandler.

Har du købt et bord eller har du tillægsplader i olieret, hvid- eller sortolieret eg kan du i det daglige blot tørre pladerne af med en fugtig klud.

Skulle uheldet være ude og kommer der over tid mærker i træet,  hvor det oprindelige, lyse egetræ bliver blottet anbefaler vi blot at I dupper de udsatte steder med lidt af den pågældende olie på en vatrondel. 

 

Synes I, at pladerne trænger til en opfriskning eller en anelse dybere glød kan vi anbefale at give pladerne en gang frisk sortolie nu og da.

Bemærk! Olierne farver KRAFTIGT så vores anbefaling er at tage gummihandsker på og iøvrigt være påpasselige omkring gulv og øvrige omgivelser når I sortolierer træet. 

Det er nemmest at friske tillægspladerne op når de sidder monteret på Hector. Følg anvisningen på produktet. 

Synes I også jeres bordben trænger til et friskt pust anbefaler vi også her, at I anvender den pågældende olie og følger anvisningen på produktet.

 

Behandlet eg

Har I købt et bord eller tillægsplader i eg, som specifikt ikke er bestilt som enten hvid- eller sortolieret bliver jeres egetræsdele leveret med en klar olie. 

Egetræ kan behandles på mange måder og som oftest har vores kunder et ønske om, at deres egetræsbordplade eller bordben fra Eberhart Furniture kan komme til at matche eksisterende træ i hjemmet. Af denne grund leverer vi vores egetræ behandlet med en usynlig/klar olie, der matcher eksisterende egetræs møbler/gulve.  Denne olie gør ikke egetræet gulig i farven, men beholder den naturlige egetræsfarve. 

Har I ingen præferencer ift. overfladebehandling kan vi anbefale enten at behandle jeres bordplade eller bordben med:

sæbespåner, bivoks, biovoksolie, linolie eller lud. 
 

©2016 · All Rights Reserved · Terms and conditions 
EBERHART FURNITURE ApS · KRONPRINSESSEGADE 8. Kld. 1306 KØBENHAVN K · CVR: 35648194 

Eberhart Furniture er en møbelvirksomhed med speciale i design - og produktion af runde borde i beton
TELEFON +45 30274556 (professionelt regi) eller +45 28564703 (private kunder).

EMAIL INFO@EBERHART-FURNITURE.COM

  • Facebook - Grey Circle
  • Instagram - Grey Circle